Ida har mere at sige...

For mig er samtalesaloner...

Et fællesskab. Et fællesskab hvor vi mødes for at diskutere de svære problematikker der findes i vores fælles verden. De problematikker vi alle sammen står overfor, som vi ikke kan løse alene.

Samtalesalonernes fysiske lokation er irrelevant, men de rammer - det rum - samtalesalonerne skaber, er meget værd for mig. Det er et sted hvor jeg ligger alle mine mange masker, hatte og fordomme af ved døren, og kommer i et head-space hvor jeg kan lytte, lære og debattere om emner jeg mener er for uhåndgribelige at tage hånd om selv.

Vigtigst af det hele, er det et sted hvor det er okay at være uenig med hinanden. At komme ud af ens komfort-zone og ture gå ind i samtalen og blive klogere på svære emner, hvor der er plads til alle holdninger, og til alle vidensnivuauer.

At se så mange dybt forskellige mennesker på tværs at alder, nationalitet, køn, religion, politisk orientering mm. Komme sammen i et fællesskab og hjælpe hinanden med at få svar på livets store spørgsmål er livsbekræftende, og det faktum at vi kan gå derfra igen som venner, giver mig mod og lyst, til at adressere flere store emner og holde fast i mine meninger ude i det virkelige liv.

For mig, er samtalesaloner et frirum - i fællesskabet.

Jeg kan især godt lide at tale om … 

Retfærdighed. Noget jeg bruger meget energi på i min dagligdag, er at tænke på retfærdighed. For mig er retfærdighed i øjeblikket rettet rigtig meget imod ligestillingsdebatten, og jeg vil rigtig gerne debattere emnet i samtalesaloner, men ude i det virkelige liv, er det sådan et emne der sætter folks blod i kog, og uden de rette rammer, har jeg utroligt svært ved at holde samtalen på sporet.

Jeg føler mig særligt forbundet med...

Planter. Jeg er helt tabt i planteverdenen. At tage en stikkling og få succes med at få den til at gro til en stor plante er rigtig givende for mig. De er livsbekræftende at se liv vokse på så tæt hånd. Det er især spændende for mig at holde øje med, når en plante fx er vokset op i mit soveværelse henover 3-4 år, hvordan den så tilpasser sig til at blive rykket udenfor, hvor den virkelig kan få plads til at gro. Planter giver mig glæde og gåpåmod, når jeg kan se dem trives igen efter en barsk vinter, så kan jeg sku’ også!